BESØGSCENTER HAMMERSHUS

Opgaven omfatter et nyt besøgscenter samt landskabsplan.

Besøgscentret består grundlæggende af tre elementer: en gangbar tagskive, tunge betonmure og gulvflader i træ. Rumligt fungerer besøgscentret som en stor overdækket terrasse med ét sammenhængende rum, hvorfra udsynet og udsigten mod landskabet, borgruinen og havet er fantastisk.

Den svævende indtagelige tagskive indgår naturligt i det landskabelige stiforløb. Det samme gør broen for enden af besøgscentret, der viderefører stiforløbet og etablerer yderligere udsigtspunkter i landskabet. Besøgscentrets lette tag gør huset åbent og gennemlyst med gode rumlige kvaliteter og lys fra begge sider. Mod skrænten placerer vi de serviceorienterede og praktiske funktioner i huset.

Taget er udformet som en landskabelig tribune med gode sidde- og opholdsmuligheder. En offentlig plads, der giver noget tilbage til stedet ved at være til rådighed for den besøgende både sommer og vinter, nat og dag – et inviterende kulturelt aftryk i landskabet.

Besøgscentret har en række funktioner fordelt i sin langstrakte plan. Fra foyeren kan man enten gå mod udstilling eller modsat mod caféen, der fortsætter videre i skolestuen.

En rammekonstruktion af limtræssøjler og -bjælker giver en simpel og smuk konstruktion, der med støttevæg og terrændæk af armeret beton fremstår enkelt, men stadig robust. Gulv, vægge og nicher støbes på stedet i beton med tilslag af granit eller lokal sten. Møblering, skabe, bardisk mv. udføres i egetræ. Allesammen enkle, robuste og raffinerede materialer, der passer til besøgscentret og til stedet.

 

POUL SCHÜLEIN
Arkitekt MAA
Senior partner
Tlf. +45 2045 3216

Fakta

Adresse: Hammershus, Bornholm
År: 2013 (konkurrenceår)
Omfang: 1.000 m²
Bygherre: Naturstyrelsen
Arkitekt: Arkitema Architects
Landskab: Arkitema Urban Design
Underrådgiver: Arkitekt, professor Christoffer Harlang
Ingeniør: Wissenberg
Præmiering: 1. præmie i indbudt EU konkurrence 2013