AALBORG UNIVERSITETSHOSPITAL

Et hospital med god kontakt til landskabet

Arkitektur til hospitaler og universiteter er i høj grad som anvendt kunst i stor skala: Den skal først og fremmest tilgodese de helt grundlæggende funktionskrav, men skal samtidig være behagelig både at bruge og at se på. Projektet til Aalborg Universitetshospital og Aalborg Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet, SUND er ingen undtagelse fra dette. CuraVitas forslag består af en hovedstrukturplan med to let aflæselige og ligefremme hovedtræk med en enkel geometri og orientering.
Hovedstrukturplanen forbinder hospitalet og universitetet, formidler overgangen mellem byen og det åbne land og skaber grobund for et hospital, hvis disponering udspringer direkte af landskabet på stedet. Den består af en bymæssig campusbebyggelse - forlængelsen af universitetsstrukturen - og en åben bebyggelse - hospitalet med udvidelser - på kanten af byen med udsigt til det åbne landskab. I overgangen mellem by og land placeres selve hospitalet - omtrent midt i konkurrenceområdet på terrænets højeste og mest synlige sted. Hospitalet formidler overgangen i terrænet fra det høje bakkedrag til det lavere ådalsområde og skaber en markant bygningsmæssig overgang mod landskabet. Udsigten mod øst er eminent og oplagt at bruge som element i den helende arkitektur.

Forslaget er udarbejdet som totalrådgivningskonkurrence. Projektet er udviklet gennem et 2-faset konkurrenceforløb, hvor vi i 2. fase, gennem forhandlingsmøder, har udviklet projektet i et forløb med bygherre og bygherrerådgiver.

Aalborg Universitetshospital overholder dansk lavenergiklasse 2020.

WILHELM BERNER-NIELSEN
Arkitekt MAA
Senior partner / Segmentchef Sundhed
Tlf. +45 2672 2601

Fakta

Adresse: Aalborg Øst 
År: 2012 (2 faset konkurrence)
Omfang: 134.500 m² hospital, nyt sundhedsfagligt fakultet 17.000 m² samt hovedstrukturplan på 92 ha 
Bygherre: Region Nordjylland
CuraVita Team: Arkitema, NSW Arkitekter & Planleggere (NO), AART, Grontmij, Moe & Brødsgaard og Hospitalitet (NO)
Præmiering: 2. præmie