NYT ODENSE UNIVERSITETSHOSPITAL OG SUND

Den menneskelige hospitalsby

Arkitema fik som en del af CuraVita 2. præmie i konkurrencen om det nye universitetshospital i Odense. CuraVitas forslag havde titlen “Den Menneskelige Hospitalsby”. 

I takt med at fremtidens hospitaler bliver større og større, er det vigtigt at formgive med den menneskelige oplevelse for øje. Naturligvis skal hospitalet fungere effektivt, men nyere erfaringer arbejder netop på at kombinere det effektive og det individuelle. Hospitalsbyen breder sig på et stort område syd for Killerup Rende ved Syddansk Universitet, og får både letbaneforbindelse til Odense og direkte kontakt til motorvejen. Samtidig er hospitalet direkte forbundet med Syddansk Universitet, der på den måde får mulighed for at opbygge en sundhedsvidenskabelig uddannelse i den absolutte eliteklasse. Netop forbindelsen til både Universitetet og til resten af Odense gennem letbaneforbindelsen skaber det liv, der gør nyt OUH til en by. CuraVita foreslår et markant tårn på den store plads ved hovedankomsten. En oplagt mulighed for at skabe et rekreativt byliv i og omkring Videnstårnet som en attraktion for hele Odense. Hospitalsbyen er samtidig tæt forbundet med den rige natur i området. Landskabsprojektet skaber en Grøn Hospitalsby, hvor både vådområder, bakkedrag og enge sammen med små private haverum til de enkelte afdelinger skaber rig mulighed for rekreative naturoplevelser for både patienter, pårørende og personale.

Forslaget er udarbejdet som totalrådgivningskonkurrence. Projektet er udviklet gennem et 2-faset konkurrenceforløb, hvor vi i 2. fase gennem forhandlingsmøder har udviklet projektet i et forløb med bygherre og bygherrerådgiver.  Nyt OUH/SUND opfylder dansk lavenergiklasse 2015.

WILHELM BERNER-NIELSEN
Arkitekt MAA
Senior partner / Segmentchef Sundhed
Tlf. +45 2672 2601

Fakta

Adresse: Odense 
År: 2011 (2 faset konkurrence) 
Omfang: Nyt OUH og SUND: 234.000 m², sundhedsvidenskabelige fakultet: 39.200 m² 
Bygherre: Region Syddanmark og Universitets- og Bygningsstyrelsen
Team: Arkitema, NSW Arkitekter & Planleggere (NO), Hospitalitet (NO), Grontmij, Moe & Brødsgaard, Alectia og Arup (GB). 
Præmiering: 2. præmie