GENTOFTE SKOLE TILBYGNING

Nyt lære-, være- og værksted

Den nye tilbygning til Gentofte Skole er på 500 m2 i to etager med tre klasselokaler, fællesrum, et dobbelthøjt værksted og en stor sydvendt tagterrasse. 

Tilbygningen er designet til indskolingsklasser og SFO. Det er således de samme børn, der går i skole her om formiddagen og senere på dagen i SFO. På denne måde er organiseringen og indretningen udført med fokus på begge pædagogiske arbejdsfelter. Bygningen er yderst fleksibel og kan ved hjælp af bl.a. skydevægge, der også er skrivetavler, omdannes til ét stort, delvist dobbelthøjt rum eller underdeles i flere rum eller klasser. Skrivetavlerne betjenes let af selv de yngste børn.

Husets interiør er udført med inspiration i et værksted. Således er det f.eks. muligt at køre biler ind ad de meget store dobbeltdøre i facaden mod sportspladsen og at arbejde med vand. Det dobbelthøje rum fungerer både som et orangeri og et værksted.

Den store sydvendte tagterrasse med ”prinsesse balkonerne” er både en del af den eksisterende skoles flugtveje og kan bruges til rekreativt udeophold og undervisning.

Huset vil med tiden (ca. 3-4 år) blive fuldstændigt grønt af slyngplanter. Disse slyngplanter vokser i et plantebed, der omkranser bygninger. Plantebedet er forsynet med automatiseret vanding (CTS). Plantevalget er varieret efter solorienteringen. Den kommende ydre plantevæg giver bygningen en yderligere vægtykkelse på op til 60 cm. I denne grønne ”lodrette skov" vil der med tiden bo både fugle og insekter. Facaden er udført af bæredygtigt Kebony træ, der patinerer i en gråtone. Facaden er totalt vedligeholdelsesfri og ikke-modtagelig for svampe, råd og insektangreb.

Alle rum i bygningen har direkte adgang til udearealerne.

Denne nye bygning er udført i tæt samarbejde med skolens ledelse, læregruppen, pædagoger samt med Gentofte Kommunes pædagogiske konsulent.

PER FISCHER
Arkitekt MAA
Senior partner
Tlf. +45 2076 7011

Fakta

Adresse: Baunegårdsvej, Gentofte
År: 2012-2014
Omfang: Ca. 460 m²
Bygherre: Gentofte Kommune, Gentofte Ejendomme
Arkitekt: Arkitema Architects