MALMØ HØJSKOLE

Fra industribygning til moderne idrætshøjskole

Projektet omfatter nye faciliteter til Idrætsvidenskab på Malmø Højskole. Et fakultet som gennem åbenhed byder byen indenfor, og som skaber en moderne skole med gode og tidssvarende læringsrum. Projektet er en del af en større byudviklingsplan, som både skal indeholde institutioner, skoler og boliger.

De nye faciliteter til Malmø skal bygges i et gammelt vognværksted i Västra Hamnen i Malmø. De historiske industribygninger fra 1912 bliver omdannet til moderne lærings- og forskningsfaciliteter for Idrætsvidenskab. Det arkitektoniske udtryk vil forene nyt med gammelt og skabe et læringsmiljø af høj arkitektonisk og funktionel kvalitet. Med et robust materialevalg bygger Arkitema videre på husets oprindelige kvaliteter og materialer. Således gennemføres transformationen med respekt for det gamle hus og skaber samtidig gode, velproportionerede læringsrum i menneskelig skala.

De nye faciliteter skal bl.a. indeholde en stor multihal, gymnastiksale og kontorer. Derudover får Lunds Universitet en mindre forskningsafdeling i bygningen.Her skal skabes nye mødepladser som samler studerende, undervisere og forskere.

En af bygningens primære ideer bygger på at skabe fleksible gårdrum koblet til både de indendørs funktioner og til byen udenfor. Disse fleksible gårdrum kaldes Sportslaguner og etablerer en række inde-ude rum til aktiv udøvelse. Lagunerne nedbryder grænsen mellem inde og ude - på den måde inviterer det nye fakultet byen indenfor til aktiv udøvelse. Det nye fakultet vil i alt indeholde fire sportslaguner med hvert sit fokus: oplevelse, koncentration og styrke, spil samt test og udøvelse.

I bygningens indre rejser et højt, lyst rum sig. Den store multihal bliver bygningens hjerte og centrum for skolens aktiviteter - både fysisk og rumligt. Her kan du slå både den venskabelige og den personlige fysiske rekord. Fra den store multihal breder højskolens forskellige funktioner sig både inde og ude.

Visionen for Malmø Højskole har været at skabe funktionelle og fleksible rammer for både studerende, undervisere og forskere, så der er plads til både aktiv udøvelse og forskning. Et nyt fakultet der skal væve byen og skolen sammen, og som arkitektonisk skal forene det nye med det gamle.

Arkitema har udført projektet i samarbejde med Annehem Bygg og Grontmij. De nye faciliteter skal stå færdige i 2016.

HANS WILLEHADER
Arkitekt MAA
Associerad partner
Tlf. +46 729 684 894

Fakta

Adresse: Västra Hamnen, Malmø
År: 2013
Omfang: 4.700 kvm 
Bygherre: Malmø Højskole 
Arkitekt: Arkitema Architects
Landskab: Arkitema Urban Design
Ingeniør: Grontmij 
Øvrige: Annehem Bygg