TRE FALKE SKOLEN

Overbygningsskole på Frederiksberg

Tre Falke skolen er en overbygningsskole, som rummer 7-10 klasser organiseret i tre spor. Projektet er resultatet af en totalentreprisekonkurrence.

Den nye skole er placeret i forbindelse med Frederiksberg HF og Frederiksberg Stadion og med den nye Tre Falke Hal (ligeledes tegnet af Arkitema) som nabo. Skolen indføjer sig naturligt i området, men fremtræder samtidig som en selvstændig enhed i det samlede kompleks. Skolebygningen signalerer med sin enkle kubiske form og store transparente flader et åbent og overskueligt miljø.

At man vægter at skabe grobund for personlig udvikling i fællesskabets rammer udtrykkes i det centrale skoletorv – et trippelhøjt rum, der strækker sig gennem hele bygningen. Torvet er skolens fælles daglige opholdsområde, ligesom det anvendes til særlige arrangementer som skolefester, sceneoptrædener m.v. Langs torvet ligger forskellige værkstedsfunktioner, hvorved man kan inddrage torvet til aktiviteter, udstillinger m.m. Her er også lærerværelser og administration placeret let tilgængeligt for besøgende.

Via den centrale trappe er der adgang til de øvrige etager, hvor man færdes på de åbne balkoner med udsyn til skoletorvet. Balkonerne er ’aktive rum’ med arbejdstorve, hvor man arbejder i mindre grupper, ligesom de fungerer som lokale sociale mødesteder.

Fra balkoner er der adgang til basisområderne, der er placeret to og to ved siden af hinanden. Ved hjælp af foldevægge kan rummene slås sammen til store undervisningslokaler, der kan anvendes i forbindelse med tværfaglige projekter. Den fleksible indretning giver mulighed for at veksle mellem forskellige undervisningsformer og herved tilgodese elevernes forskellige behov.

Projektet er gennemført som en indbudt totalentreprisekonkurrence og blev udviklet på baggrund af et byggeprogram udviklet af Frederiksberg Kommune. Konkurrencen blev gennemført i samarbejde med Totalentreprenør E. Pihl & Søn A/S, samt ingeniørfirmaet EKJ A/S. Bygningens idé og koncept er skabt af Arkitema i forbindelse med konkurrencen og efterfølgende færdigudviklet i nært samarbejde med brugerne. 

PER FISCHER
Arkitekt MAA
Senior partner
Tlf. +45 2076 7011

Fakta

Adresse: Sønderjyllands Allé 2-4, 2000 Frederiksberg
År: 2007
Omfang: 4.600 m² incl. parterreetage
Bygherre: Frederiksberg Kommune
Landskab: Arkitema Urban Design
Ingeniør: Erik K. JørgensenEntreprenør: E. Pihl & Søn A.S.