BINDESBØLL BYEN

Opgaven omfatter en ny bydel med 110.000 kvm boliger fordelt på godt 1.200 nye boliger i primært 2-3 etager. Boligerne er indrettet i dels de historiske bygninger, dels som nybyggeri i området.
Visionen er at skabe en ny bydel, hvor stedets eksisterende og unikke bygnings- og landskabsmæssige kvaliteter forstærkes. Den nye bydel skal vokse frem omkring de eksisterende Bindesbøll bygninger – et hovedanlæg som den nye bydel lader sig inspirere af og nænsomt underordner sig. Samtidig vokser byen frem omkring den eksisterende park. Igen på en respektfuld og nænsom måde, der understreger de eksisterende landskabelige kvaliteter.
For at skabe en vedkommende by med egne kvartersdannelser inddeler vi området i fire primære kvarterer. Her har boligerne et samlet og genkendeligt udtryk, der altid er tilpasset de omgivelser, som de ligger i. På denne måde vokser Renæssancebyen naturligt ud af Bindesbøll anlægget, Allébyen er afstemt efter den øst-vestgående akse, der løber igennem bydelen, Parkhusene forholder sig til den park som boligerne støder op til, mens Skovhusene nænsomt indpasser sig i det skovbeklædte skrånende terræn, der er så karakteristisk for netop denne del af Risskov. 
Generelt arbejder vi med samme grundstruktur i boligerne. En grundstruktur som vi varierer og forarbejder i de forskellige bykvarterer. Her er forskellige taghældninger, gavlmotiver, forskydninger og bygningshøjder samt et teglmateriale, der fremstår i forskellige farvenuancer inden for den gule, grå og rødbrune skala. Farvenuancer, der alle peger tilbage på det varierede og smukke teglarbejde i Bindesbøll anlægget.

KIM RISAGER
Arkitekt MAA
Senior partner
Tlf. +45 4095 7011

Fakta

Adresse: Risskov
År: 2014-
Omfang: 110.000 m²
Bygherre: KPC Byg
Arkitekt: Arkitema Architects
Landskab: Arkitema Urban Design
Ingeniør: Grontmij