CARL JACOBSENS VEJ 37

Almene boliger i Valby

Projektet omfatter 24 almene lejeboliger på Henkel-grunden i Valby. Boligerne opføres i fire etager med to erhvervslejemål i parterreetagen, samt P-kælder.

Bygningen tager afsæt i områdets industrielle karakter og udføres i traditionel, skalmuret og blankt murværk med mørkerøde teglsten og lyse fuger. De forholdsvis høje etager og den enkle bygning afspejler formsproget i de omkringliggende bygninger. Fokus på konteksten kombineres med en bearbejdning og detaljering, der bringer en boligorienteret skala ind i byggeriet. Således er stueetagen mod syd trukket tilbage for at markere bygningens base og give plads til en åben erhvervsfacade. Mod nord markerer erhvervsarealet sig som base for 1. salens tagterrasser. Boligetagerne har langsgående vinduesbånd, og i sydfacaden er der samtidig etagehøje bånd med filsede recesser, der giver plads til indeliggende altaner. Mod nord er der etableret en brystning i vinduesbåndene, som fremhæver bygningen som et muret volumen.

Boligerne i 1. - 4. sals højde har gunstige dagslysforhold med banearealet mod syd og en åbent gårdmiljø mod nord. Med en rumlig etagehøjde på 3,2 meter er også de dybere rum vel belyste. For at sikre gode dagslysforhold er vinduesåbningerne udført i fuld rumhøjde på 2,8 m, og der etableres et yderligere skråt lysindfald fra de indeliggende altaner.

Bebyggelsens grønne indslag består af begrønnede tage, som udføres med mos-sedumbelægning samt terrasser i 1.sals højde, hvor der er etableret beplantning.

Boligerne er opført i lavenergiklasse 2015.

DORTHE KEIS
Arkitekt MAA
Senior partner
Tlf. +45 4018 5068

Fakta

Adresse: Carl Jacobsens Vej 37, Valby
År: 2012-2014
Omfang: 3253m²
Bygherre: PAB afd. 20, Postfunktionærernes Andels-Boligforening
Arkitekt: Arkitema Architects
Landskab: Arkitema Urban Design
Ingeniør: Henry Jensen A/S - Rådgivende Ingeniører
Totalentreprenør: WR-entreprise