DET VEDLIGEHOLDELSESFRI HUS

Et hus med en levetid på 150 år

Realdania udskrev i 2011 en konkurrence om at tegne fremtidens vedligeholdelsesfrie hus. Arkitema vandt konkurrencen med et enkelt modulopbygget træhus, der har en glasbeklædt facade og tag. Glasset fungerer som en klimaskærm omkring træhuset, og er samtidig en stor integreret solfanger på bygningen. 

Det Vedligeholdelsesfri Hus er såvel arkitektonisk som konstruktivt en gendigtning af det historiske danske længehus. Her i den moderne udgave er taget blevet til en glashud, der dækker hele huset og som klimaskærm yder en effektiv beskyttelse af husets organiske og nedbrydelige materialer. Indenfor er huset helt enkelt og symmetrisk indrettet med to værelser i hver ende og en centralt placeret kerne med badeværelse og teknikrum, der deler det åbne fællesareal op i en spise- og opholdsafdeling. Kernen er husets eneste faste element. Huset er opbygget af præfabrikerede selvbærende træmoduler, der samles ved hjælp af stålbeslag til en sammenhængende rammekonstruktion. Rammekonstruktionen er konstruktiv stabil, så alle indvendige bygningsdele i realiteten kan fjernes.

Ved at have en levetid på 150 år og desuden ikke kræve vedligeholdelse de første 50 år, sparer huset lige så meget CO2, som det ville kræve at opføre op til tre nye huse. Huset er opført på punktfundamenter af beton og hævet 25 cm over jorden med en omkringliggende voldgrav, så det ikke påvirkes af fremtidens formodede stigende nedbørsmængder. Huset kan opføres på under 2 uger.

Huset er udviklet af Arkitema Concept i tæt dialog med Realdania Byg. Statens Byggeforskningsinstituts afdeling for Energi og Miljø analyserer og beregner LCA og CO2 fodaftryk for byggeriet, og har været inddraget som videnspart allerede tidligt i forløbet. Arkitema Concept har tidligt i processen inddraget entreprenør Enemærke & Petersen i processen for at sikre, at de grundlæggende ideer og tanker videreføres i realiseringen af byggeriet.

ROLF KJÆR
Arkitekt MAA
Forretningsområdechef
Tlf. +45 6155 1760
THOMAS CARSTENS
Arkitekt MAA
Senior partner
Tlf. +45 4082 1416

Fakta

Adresse: Steensager 6, Vindinge, Nyborg
År: 2012-2013
Omfang: 136 m² samt 45 m² hems
Bygherre: Realdania Byg
Arkitekt: Arkitema Architects
Ingeniør: Sloth Møller
Energiingeniør: Sloth Møller
Entreprenør: Enemærke & Petersen
Øvrige: Statens Byggeforskningsinstitut AAU
Præmiering:  1. præmie i indbudt konkurrence