ENGBAKKEN

Ungdomsboliger på Frederiksberg

Engbakken er et boligprojekt, der samtidig indeholder en dagligvarebutik og en Falck station. Boligerne henvender sig primært til studerende, da Frederiksberg Kommune ønsker at udvide deres tilbud på dette område.

Det nye bolighus markerer, med sine 8 etager, overgangen mellem Nørrebro og Frederiksberg. Adgangen til de enkelte boliger sker fra den støjbelastede side mod nord, hvor der bliver opført en ”støjdæmper” i form af en raffineret transparent glasfacade i toner af grønne nuancer. Glasset folder sig ligeledes rundt om hele boligslangen og danner et værn til de mange tagterrasser, som er placeret på bygningens aftrappende tagflade.

Der er i projektet stor fokus på ungdomsboligernes anvendelighed og samspillet mellem disse og det øvrige byrum. Det sker med den store grønne forplads samt en fælles sydvendt tagterrasse. Boligerne har desuden fællesfaciliteter, såsom fællesrum med køkken, vaskeri, studieceller og mindre zoner til afslapning. Faciliteterne er placeret, så de bliver passeret, når man kommer hjem eller går ud i byen. Således opstår der størst mulig kontakt beboerne imellem.

Lejlighedstyperne er primært et-værelses boliger på 27-34 m². Alle lejlighederne får vinduer placeret i forhold til solorienteringen, og væk fra støjen.

Bygningen opføres i samarbejde med KPC, Boligselskabet FSB, dagligvarekæden Lidl og Falck

KIM RISAGER
Arkitekt MAA
Senior partner
Tlf. +45 4095 7011

Fakta

Adresse: Nordre Fasanvej 209, Frederiksberg
År: 2015 - 2017
Omfang: 7.300 m²
Bygherre: Boligselskabet FSB
Arkitekt: Arkitema Architects K/S
Landskab: Arkitema Urban Design
Ingeniør: Oluf Jørgensen A/S
Totalentrepr.: KPC København A/S