SKANDERBORG BAKKER

Helhedsplan med forskellige boligtyper i varierende bogrupper

På et stort uberørt plateau, hævet over de røde tegltage i Skanderborg by, skrånende mod syd og med udsigt over Skanderborg sø, ligger en ny hvid bydel. Bydelen er planlagt til at rumme godt 700 boliger i små overskuelige kvarterer, der har forskellig karakter efter de forskellige landskabstræk, der præger området.  

Bebyggelsesplanen, der medvirkede til at vi vandt den offentlige arkitekt- og grundpriskonkurrence om Skanderborg bakker, viser en række mindre bebyggelser - boligkvarterer - der er placeret og præget af den landskabsform og de specielle terrænforhold, der er i området. Hver boenhed får sin særlige arkitektoniske udformning og boligtypologi, og opnår dermed sin helt egen identitet, men underordner sig en vis materialekarakter, der gør at området fremstår homogent og med subtile forskelle.

Mellem boenhederne friholdes det oprindelige landskab og giver masser af plads til rekreative muligheder  - alle med en fantastisk udsigt over Skanderborg sø. De store ubebyggede grønninger er de respektive bebyggelsers fælles friarealer og tumleplads.

Helhedsplanen er udformet, så eksisterende landskabelige elementer understreges. Blandt andet placeres en del af bebyggelsen, så en markant kløft på grunden fremhæves. En ny ankomstallé bliver en pendant til det markante Edelsborghegn med gamle egetrær.

Landskabet falder mod syd. Derfor placeres de højeste 6 etagers punkthuse i den nordlige del af området, og danner ryg imod nord og motorvejen, mens bebyggelserne mod syd er to og tre etagers rækkehuse og dobbeltvillaer. De forskellige bygningshøjder og boligtyper understreger det skrånende landskab, og sikrer at alle har en enestående udsigt. Fra de høje etageboliger er der også udsigt mod nord og landskabet i Illerup ådal.

Projektet er opført og udviklet af Sjælsø Gruppen, og opført i fag- og hovedentrepriser med Sjælsø Gruppen som totalentreprenør.

Boligerne opfylder de gældende BR krav på energisiden.

THOMAS CARSTENS
Arkitekt MAA
Senior partner
Tlf. +45 4082 1416

Fakta

År: 2007 - 2015
Omfang: 34 ha – ca. 750 bolig
Bygherre: Sjælsø Gruppen
Arkitekt: Arkitema Architects
Landskab: Arkitema Urban Design
Ingeniører: Rambøll, Cowi, ingeniørfirmaet Arne Elkjær 
Præmiering: 1 præmie i en arkitekt- og grundkøbskonkurrence