SLOTSHUSENE

Bebyggelsen er placeret på en skrånende grund i naturskønne omgivelser. For at inddrage omgivelserne bedst muligt er bebyggelsen udformet som en struktur, der slanger sig gennem området og fletter boliger og natur sammen. Landskabe t glider ind i bebyggelsens midte, og der er ingen skarpe grænser mellem bebyggelsen og landskabet; man oplever at bo i det åbne landskab. Bebyggelsen består af toplans rækkehuse og etplans gårdhavehuse - sidstnævnte meget velegnede som seniorboliger. I den slangende bevægelse bliver bebyggelsen opdelt i mindre boenheder. Hver enkelt bolig ligger forskudt i forhold til i hinanden – såvel vertikalt som horisontalt – hvilket fremhæver boligernes individuelle karakter.

På det centrale torv og i fælleshuset skabes rammen om bebyggelsens fællesskab, mens halvoffentlige torve omkring boligerne danner ramme om trygge og overskuelige nabofællesskaber.

Udover at udnytte de gode udsigtsmuligheder er boligerne disponeret ud fra ønsket om at skabe lyse boliger med mulighed for dagslys fra to sider i det centrale opholdsrum. De gode lyskvaliteter forstærkes blandt andet af et markant skråtstillet tag, der med vinduer åbner sig op mod lyset og udsynet. På nærmest periskopagtig vis hæver vinduerne sig op over den øvrige del af tagkonstruktionen for at indfange lyset.

POUL SCHÜLEIN
Arkitekt MAA
Senior partner
Tlf. +45 2045 3216

Fakta

Adresse: Kokkedal Nord, 2970 Hørsholm
År: 2006-2007
Omfang: Ca. 12.500 m², 104 boliger
Bygherre: JM Danmark A/S og FSP
Arkitekt: Arkitema Architect
Landskab: Arkitema Urban Design
Ingeniør: E. Pihl & Søn A.S. og Rambøll
Totalentrepr.: E. Pihl & Søn A.S.
Anlægsudgift: Ca. kr. 187.500.000 excl. moms
Præmiering: Præmieret af Hørsholm Kommune som ”Årets Bygning i Hørsholm 2008”