SLUSEHOLMEN

Kanalby med 1.310 boliger i Københavns Sydhavn

Amsterdam, Venedig, Christianshavn – det er ikke svært at se, hvor byggeriet på Sluseholmen har hentet sin inspiration. Vandet er det afgørende element i den Kanalby, der ligger på områdets gamle industri- og havnearealer. Sluseholmen består af otte boligøer, hvor større og mindre byhuse står skulder ved skulder og danner sammenhængende karreer. Atmosfæren veksler mellem intime kanalmiljøer og områder præget af stor skala og åbent udsyn til de omgivende havneområder. Husene ligger mange steder helt ud til kanalen, og broer, brygger og vandtrapper giver mulighed for at komme tæt på vandoverfladen og dyppe tæerne i vandet.

Arkitema er sammen med den hollandske arkitekt Sjoerd Soeters ansvarlig for den overordnede planlægning. Derudover har Arkitema udviklet råhusene og de overordnede spilleregler for proportioner, materialer og farver. Disse spilleregler har været udgangspunktet for de mange arkitekter, der har udformet facaderne. De enkelte huse fremstår – i lighed med københavnske borgerhuse fra omkring 1900-tallet – med stor forskellighed. Resultatet er levende og fabulerende karréer, der er unikke for dansk boligbyggeri.

Midt i karréernes store gårdrum skaber vi grønne oaser. De er en slags kvarterspladser, hvor beboerne kan indrette steder til fælles ophold og leg. Her er plads til en rosenhave, et svømmebassin eller en lille privat urtehave.

Sluseholmen set fra luften.

JØRGEN BACH
Arkitekt MAA
Senior partner / Forretningsudv. dir.
Tlf. +45 4081 7011
THOMAS CARSTENS
Arkitekt MAA
Senior partner
Tlf. +45 4082 1416

Fakta

Adresse: Sluseholmen, Sydhavnen, København 
År: 2005-2008
Omfang: Boliger: 133.000 m², Erhverv og institution: 2.000 m² - i alt 135.000 m²
Bygherre: Københavns Havn, Københavns Kommune, JM Danmark A/S, Sjælsø Gruppen A/S, Nordicom Arkitekter
Arkitekt: Boliger og erhverv - Arkitema Architects og andre danske arkitektfirmaer 
Landskab: Arkitema Urban Design
Masterplan: Arkitema og Sjoerd Soeters
Ingeniører: NIRAS A/S (byggemodning) og COWI A/S (boligøerne)
Entreprenører: Skanska A/S, KPC-Byg A/S, Myhlenberg A/S, MT Højgaard A/S og Pihl A/S 
Præmiering: Københavns Kommunes Arkitekturpris 2009, Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse har præmieret Sluseholmen for dygtig byplanlægning og spændende boligkarreer i november 2007