SLUSEHOLMEN - LANDSKAB

Et bylandskab med fokus på nærheden til vandet, smalle gaderum og grønne gårdrum

Arkitema har i forbindelse med udviklingen af den nye bydel i Københavns Sydhavn udviklet og projekteret det samlede landskabsprojekt for hele området.

I den nye kanalby Sluseholmen er bylandskabet inspireret af områdets industrielle fortid. Det omsættes i enkle og kraftfulde materialer og motiver, som formår at samle området og danne kontrast til det fabulerende og mangfoldige arkitektoniske udtryk.

Et hovedtema er den tætte kontakt til vandet. Det udtrykkes i broer, brygger og vandtrapper, der giver mulighed for at komme tæt på vandspejlet, dyppe tæerne i vandet eller sætte et skib til søs. Oplevelser som understreger kvaliteten ved at bo så tæt på vandet. Et andet tema er de attraktive gaderum. Det er i de smalle intime kanalgader, hvor man for alvor oplever det hollandske islæt. Den overordnede plan er udviklet i tæt samarbejde med hollandske byplan-arkitekt Sjoerd Soeters. Der er de brede promenader, hvor husene har en større skala, og hvor der er åbent for udsigt til andre områder af havnen. De grønne oaser i karreernes gårdrum er et tredje tema. Her udfolder familierne sig i mere private rammer, hvor der er pladser til leg, ophold og forskellige aktiviteter. De grønne oaser anlægges ovenpå p-kældre.

Projektet er udviklet i tæt samarbejde med bygherren og Københavns Kommune.

HEIDI HJORT THUESEN
Arkitekt MAA
Ass. partner/Segmentchef Urban
Tlf. +45 6120 7015

Fakta

Adresse: Sluseholmen, Sydhavnen, København
År: 2005-2009
Omfang: Boliger: 85.000 m², Erhverv: 50.000 m² - i alt 135.000 m²
Bygherre: Københavns Havn, Københavns Kommune, JM Danmark A/S, Sjælsø Gruppen A/S, Nordicom
Ingeniører: NIRAS A/S (byggemodning) og COWI A/S (boligøerne)
Entreprenører: Skanska A/S, KPC-Byg A/S, Myhlenberg A/S, M.T. Højgaard A/S og Pihl A/S