AARHUS CITY TOWER

Hotel og kontorlokaler i et 23 etagers højt lavenergiklasse 2015 højhus

Aarhus City Tower er et udviklingsprojekt udviklet med KPC og siden solgt til Hans Lorenzen. Arkitema Architects har samlet trådene mellem Comwell, Deloitte og Bech-Bruun og Hans Lorentzen i tæt samarbejde med KPC. Byggeriet er et nyt ikon for Aarhus og markerer byens centrum.

Aarhus City Tower markerer indkørslen til det nye bydelsområde i Århus. Højhuset er et hotel- og kontorbyggeri i 23 etager, der indeholder et hotel med 240 værelser og konferencefaciliteter til 1000 mennesker samt kontorlejemål og privat bolig.

For at markere højhuset som en aktiv del af området er bygningen placeret på en base, der sammen med højhuset danner et bygningsanlæg, der både funktionelt og arkitektonisk bidrager til en revitalisering af et meget komplekst og dynamisk sted i byen. Den horisontale base ophæver niveauforskellen mellem Spanien og arealet ved Bruuns Galleri og samler på den måde området i en ny komposition med interessante forbindelser og opholdsmuligheder. Basen har en tredobbelt funktion: Som formidler af overgangen mellem det lodrette og det vandrette, som udligner af grundens terrænspring og som socialt omdrejningspunkt for hele kompositionen.

Selve højhuset er udformet som to slanke skiver sammenbygget omkring en let og transparent mellembygning. Den nordligste skive er forskudt i forhold til den sydlige og er samtidig højere for at styrke det opadstræbende, slanke og dynamiske udtryk. På afstand vil de to slanke skiver give Århus en elegant tilføjelse til byens skyline. Tæt på vil byggeriet, takket være sin nøje detaljering og de udadvendte funktioner, være et byggeri, det er rart at opholde sig ved og på.

Højhuset er en lavenergibygning klasse 2015, der integrerer et solcelleanlæg på hele sydfacadens brystningspartier. Facadens solceller er elegant integreret i facadeudtrykket og har et lavt materiale- og energiforbrug ved fremstillingen.

KIM RISAGER
Arkitekt MAA
Senior partner
Tlf. +45 4095 7011
METTE JULIE SKIBSHOLT
Arkitekt MAA
Ass. partner/Forretningsområdechef
Tlf. +45 5077 7288

Fakta

Adresse: Værkmestergade, Århus
År: 2014
Omfang: 25.000m² samt 13.000m² p-anl
Bygherre: Hans Lorenzen
Arkitekt: Arkitema Architects
Landskab: Arkitema Urban Design
Ingeniør: Rambøll
Entreprenør og udvikler: KPC
Kunstudsmykning: Peter Skovgaard
Foto: Niels Nygaard og Erik Balle Poulsen