DET FAGLIGE HUS

Dynamisk Fagforeningshus

Efter flere år med vækst besluttede Det Faglige Hus i 2011 at udskrive en arkitektkonkurrence med henblik på at samle deres Esbjerg funktioner i ét domicil. Arkitema vandt konkurrencen med et projekt, der forener funktion og arkitektur.

Midt mellem motorvejen mod Esbjerg og Esbjerg Lufthavn åbenbarer Arkitemas forslag til fagforeningshuset sig som et dynamisk kontorhus. Kontorhuset er tegnet som en arbejdsplads, hvor forholdene for medarbejderne skal være så gode som mulige. Derfor er det disponeret med tre ben, der mødes i et uprætentiøst atrium. Denne form sikrer gode dagslysforhold til alle medarbejdere, der sidder med vindue ud til det fri. 
Facaden i tegl gennembrydes af vandrette vinduesbånd, der følger de tre etager. I facaden markeres hovedindgangen med et stort skråtstillet glasparti. Inden for åbner et trippelhøjt lyst atrium sig op med kig til alle etager og med lys, der strømmer ned fra de mange cirkulære ovenlysvinduer. Atriet flyder elegant over i et kantineområde langs facaden ud mod gårdrummet og videre ned til underetagen, hvor der etableres mødelokaler. Vi sikrer en lys underetage ved at grave huset fri hele vejen rundt langs facaden. Et fleksibelt kontorhus med fart på. En fart som stammer fra motorvejen og lufthavnen og som markerer sig i facaden ved det skråtstillede facadeparti og den dynamiske, langstrakte grundform.

Projektet er realiseret i tæt samarbejde med Det Faglige Hus og deres forskellige afdelinger. Byggeriet er udbudt i fagentreprise.

 

KIM RISAGER
Arkitekt MAA
Senior partner
Tlf. +45 4095 7011

Fakta

Adresse: John Tranums Vej, Esbjerg
År: 2011-2013
Omfang: 7500 m2
Bygherre: Det Faglige Hus
Arkitekt: Arkitema Architects 
Landskab: Arkitema Urban Design