LINAK DESKLINE

Cirkulær fabriksbygning, kontor og kantine med flot dagslys

Linak - producenten af lineære aktuatorer havde brug for at udvide fabriks- og kontorfaciliteterne til deres Deskline serie på Als. Bygherren ønskede sig en selvstændig bygning fri af de eksisterende faciliteter, hvor produktion og administration skulle foregå i samme rum - og så skulle den være rund.
For at undgå konflikten mellem de runde former og en mere lineær produktionsgang er resultatet en rund firkant. I den runde form er der indskrevet en kvadrat-struktur, hvori produktionsforløbet indordner sig. Husets infrastruktur tegner en H-form. Indgang, mødecenter og et spiseområde placeres inden for H’ets ene ben, hvor også administration og planlægningsfunktioner strækker sig ind mod bygningens midte. I dette område er der gode betingelser for fordybelse og dialog – og samtidig nærhed til produktionen.

Produktionen omkranser administrationen, mens lagerfunktioner udgør en tværgående zone iH-strukturens andet ben. Den runde fabriksbygning er således ramme om et integreret miljø, hvor alt - administration, udvikling og produktion - foregår i ét rum.Rundt om i det åbne miljø placeres oaser til uformelle møder og ophold i pauserne.Den cirkulære form afsluttes med en skrå afskæring, hvorved bygningen bliver genkendelig i landskabet. Ikke mindst om aftenen hvor en ring af ovenlys understreger bygningens form.Den runde form er i sig selv en sluttet og indadvendt form, men cylinderen afsluttes forneden af et lavtsiddende vinduesbånd, som dels sikrer, at man kan se ind i bygningens indre, dels at medarbejderne har gode udsigtsforhold. Fabrikshallen får masser af dagslys – ikke blot gennem vinduesbånd, men også via det smalle bånd, der adskiller facaden og taget. Herfra reflekteres lyset ind i hallen uden at være direkte og blændende. I tagfladen er der integreret en række ovenlys, som alle er nordvendte.

Projektet er vundet i et totalentreprisekonkurrenceforløb i samarbejde med Hoffmann A/S og Sloth Møller A/S.

GLENN ELMBÆK
Arkitekt MAA
Senior partner
Tlf. +45 2076 5458

Fakta

Adresse: Smedevænget, Guderup, 6430 Nordbor
År: 2002
Omfang: 10.500 m²
Bygherre: Linak A/S
Arkitekt: Arkitema Architects
Landskab: Arkitema Urban Design 
Ingeniør: Sloth Møller A/S
Entreprenør: Hoffmann A/S