OPS Gellerup Nord

Den omdiskuterede bydel Gellerup er under omdannelse. Området skal gentænkes, og en af visionerne er at flytte 950 kommunale arbejdspladser ud i centrum af området. Arkitema Architects er vindere af OPS konkurrencen, der i et 23.000 m² hus integrerer arbejdspladser og offentlige funktioner samt et iværksættermiljø. Et nyt hus der bliver et ikon, som slår tonen an til et revitaliseret Gellerup.

Vores koncept er at designe et offentligt tilgængeligt overdækket byrum, hvor de administrative kontorarealer fletter sig sammen med offentlige funktioner. Hele stueplanet er udformet med taktile overflader som tegl og træ, der er med til at sikre et både imødekommende og åbent hus. Her er varierede bymæssige og udadvendte funktioner såsom café, restaurant, arbejdende værksteder, kafferisteri mm. placeret.

Centralt i det overdækkede byrum placeres en række stablede og forskudte bokse, som mimer husets overordnede arkitektur. Dette tårn rejser sig op igennem etagerne, og fletter de offentlige funktioner sammen med husets horisontale etager og tillader dermed offentligheden at komme tæt på. Derudover udspænder gangbroer mellemrummet til etagerne og medvirker til varierende niveauer og rumhøjder.

Mest iøjnefaldende er den øverste boks, der i kraft af sin markante udkragning mod hjørnet af Bygaden og Edwin Rahrs Vej fungerer som en tydelig velkomst til Gellerup og Aarhus - både for bilister og for de cyklister, der passerer langs Edwin Rahrs Vej. Herfra kan besøgende fra gaden tage en hurtig elevator op igennem bygningen, stå 24 m over terræn og overskue det nye Gellerup og Aarhus Bugten.

Energimæssigt er bygningen designet til at overholde energiklasse 2015 med passive tiltag, og med få aktive tiltag opnås bygningsklasse 2020.

GLENN ELMBÆK
Arkitekt MAA
Senior partner
Tlf. +45 2076 5458

Fakta

Adresse: Edwin Rahrs vej, Brabrand
År: 2015-2018
Omfang: 23.000 m² samt et parkeringshus på 12.500 m²
Bygherre: Aarhus Kommune
OPS operatør: A. Enggaard
Driftsoperatør: Caverion
Arkitekt: Arkitema Architects
Landskab: Arkitema Urban Design
Ingeniør: Niras
Bystrategisk rådgiver: Hauxner
Præmiering: 1. præmie OPS konkurrence, 2015