RÅDHUSGÅRDEN

Erhvervsbyggeri med Aarhus rådhus som nabo 

Rådhusgården er et erhvervs- og boligbyggeri placeret i centrum af Århus. Med Aarhus Rådhus som genbo har man i arbejdet Rådhusgården haft dyb respekt for omgivelserne og en klar ambition om at skabe synergi med det eksisterende byrum.  

Rådhusgården afslutter Frederiksgades forløb og fuldender hjørnet af Vester Allé og Frederiksgade. Bygningen er således med til at definere og afgrænse Rådhuspladsen som byrum. Facaden ud mod Frederiksgade er en moderne fortolkning af den klassiske bys pille-vindue rytme, mens facaden mod Vester Allé åbner sig mod udsigten med glas og lette fyldninger og den store 4 etagers åbning til bygningens atriumgård. Herved opstår der en visuel forbindelse mellem bebyggelsens indre og byens liv.

Valget af materialer er inspireret af de omkringliggende bygninger, hvor eksempelvis de lette fyldningspartier udføres i profilerede kobberplader – et materiale, der optræder i forskellige sammenhænge i området, herunder Rådhusets tag. Murværket udføres i grådæmpet tegl, med reference til ”Handelsbankhusets” facade mod Frederiksgade og stueetagens butikker fremstår transparente og åbne i glas, hvor det indre liv bliver en synlig og integreret del af bybilledet.


Projektet er blevet til i tæt udviklingssamarbejde med bygherre og totalentreprenør. 

GLENN ELMBÆK
Arkitekt MAA
Senior partner
Tlf. +45 2076 5458

Fakta

Adresse: Vester Allé 4, Århus
År: 2007
Omfang: 7.000 m² + 2.800 m² kælder
Bygherre: Boax Ejendomme
Arkitekt: Arkitema Architects
Ingeniør: LB-Consult
Totalentreprenør: Skanska Danmark A/S