Børneriget - Rigshospitalets nye børnehospital

BørneRiget er tænkt som et legende koncept, hvor to hænder, fingre og et hjerte i midten danner grundstrukturen i bygningen. Det nye børnehospital står med sine bløde organiske former i kontrast til de rette vinkler på resten af Rigshospitalet.

Børn lærer og lever ved at lege – også når de er syge. Designarbejdet bygger derfor på helende arkitektur, der ud over det funktionelle, også giver mulighed for leg og kreativ udfoldelse og dermed bedre kan blive et hospital på børnenes præmisser.

Projektet har stort fokus på at sikre, at de børn og deres familier, som kommer til Børneriget, føler sig trygge og velkomne. Blandt andet er der bevidst arbejdet med private zoner og flere typer af offentlige zoner, så den enkelte selv kan vælge graden af samvær med andre i samme situation.

For enden af hver ”finger” i byggeriet er der et dobbelthøjt rum med vinterhaver, så der er mulighed for at få et grønt pusterum maksimalt 20 meter fra sin sengestue. Designet er tilpasset forskellige patienters behov - fra den fødende til børnehavebarnet og teenageren.

WILHELM BERNER-NIELSEN
Arkitekt MAA
Senior partner / Segmentchef Sundhed
Tlf. +45 2672 2601

Fakta

Adresse: Børneriget, Rigshospitalet, Blegdamsvej, København
Omfang: 58.000 m2
År: 2017
Bygherre: Rigshospitalet
Arkitekt: 3XN og Arkitema Architects
Landskab: Kristine Jensens Tegnestue
Ingeniør: NIRAS