Arkitema afleverer stærkt resultat for 2020

Aarhus kontor nyt logo

Arkitema afleverer stærkt resultat for 2020

10 marts 2021

På trods af stor usikkerhed på grund af covid-19-pandemien kom Arkitema stærkt igennem 2020, og har netop præsenteret et solidt regnskab, med et EBIT resultat på DKK 26 mio., bl.a. båret frem af en omsætningsfremgang på 25 procent. Resultatet bliver tilskrevet et vedvarende fokus på vækst, strategi og god kultur i virksomheden.

Da covid-19-pandemien gjorde sit indtog i Skandinavien i marts 2020, frygtede mange for, hvilken indflydelse det ville have på byggebranchen. Umiddelbart efter den første nedlukning i marts måned, oplevede Arkitema da også en kort periode med opbremsning. Denne varede dog kun nogle få uger og efterfølgende oplevede arkitektvirksomheden stor efterspørgsel, hvilket er smittet positivt af på Arkitemas regnskab.

Virksomheden oplevede i 2020 en stærk fremgang i omsætningen på tværs af alle arbejdsområder, og i alle tre skandinaviske lande, hvor Arkitema er til stede. Omsætningen landede på DKK 548 millioner, hvilket er en stigning på 25 procent ift. 2019. Årets resultat før skat blev på DKK 23 millioner, hvilket er en markant fremgang sammenlignet med 2019, hvor resultatet før skat blev DKK -1,4 millioner.